AUDITION PÅ SKATTEØEN

AUDITION PÅ SKATTEØEN 2022, musicalen der er kendt for Sebastians fantastiske musik. 

Audition finder sted lørdag den 27. November Vi starter kl. 9 og slutter senest kl. 20. Der vil opstå ventetid, specielt hvis du danser tidligt, men skal synge/dramatisere sent. Ved tilmelding får du et præcist fremmødetidspunkt, når audition nærmer sig. 

Prøveforløbet forventes at starte i december måned, og forestillingen har premiere den 18. februar 2022 og spiller frem til d. 27. februar 2022. 

Da prøveperioden er kortere end vi er vant til på Fjordagerscenen, er det vigtigt at du kigger på vores prøveplan og tager stilling til, om du er tilgængelig til alle prøverne. Vi spørger også om dette til audition.

Tilstede ved audition vil være:
Instruktør: Hjalde Holm

Instruktørassistent: Steffen Raabjerg

Kor- og vokalcoach: Vicki Gemmer Schultz

Koreograf: Rikke Lillevang

Samt et medlem af Fjordagerscenens bestyrelse

SKATTEØEN handler om drengen Jim Hawkins og tager sin begyndelse i 1745 på kroen ’Admiral Benbow’, som drives af Jims mor, Mrs. Hawkins. Da den gamle sørøverkaptajn, Bill Bones, ankommer med en mystisk rejsekiste finder Jim et skattekort i kaptajnens gemmer, og eventyret kan begynde. Kaptajn Flints skat skal findes og sammen med doktor Livesey og godsejer Trelawney tager Jim af sted på det gode skib, Hispaniola. Med som besætning på Hispaniola er en flok farlige pirater og deres leder, Silver. Et sandt eventyr og et medrivende kapløb om at nå skatten først, sættes i gang.

Som man både ville kunne se på uddraget af rollelisten, og hvis man kender fortællingen, ved man at der oprindeligt ikke er mange kvinderoller i stykket. Vi vil dog understrege, at vi ikke er låste i vores opfattelse af kønsroller i castingen til denne opsætning. Så søg endelig lige den rolle, du har lyst til, uanset køn.

Til audition skal du:

  • Dramatisere en af nedenstående tekster.
  • Synge en sang. Du må meget gerne synge en sang fra Skatteøen, især hvis man søger op på en bestemt rolle. Man kan fx synge “Fuld af nattens stjerner”, “Hispaniola” eller “Sørøversangen”. Vi har noder på alle sangene til Skatteøen til auditionen.
  • Man må også gerne synge en helt valgfri sang. Her er det dog vigtigt, at man kan medbringe noder med akkorder (se eksempel herunder), så vores vokalcoach kan støtte dig bedst muligt i sangen. 
  • Dans: såfremt du er interesseret i en rolle, eller blot at synge kor, er det ikke et krav at du danser med, men du er selvfølgelig velkommen til at deltage. Søger du som danser skal du naturligvis deltage i danseaudition.

Dramatekster til audition

Tekst 1 – Livesey:

Hvad er det for en råben? Er det den fulde sømand igen?

(Jim: Han er såret, Doktor)

Såret.. (mærker efter puls) Han er ikke mere såret end os. Han er død – død af druk.

Mrs. Hawkins, vi må gemme testamentet til en anden dag. Vi må ride ind til byen efter hjælp allerede i aften. De må få naboerne til at hjælpe Dem. Jeg er sikker på at både Bill Bones og Sorte Hund er medlem af smuglerbanden, der holder til her i Kitts Hole. Det har været småt med fortjenester i den sidste tid, derfor bekriger de hinanden, og Mrs. Hawkins, De må hellere lukke alle vinduer, man ved aldrig, hvad der kan ske i nat

Tekst 2 – Silver

Nå, men nu må jeg hen og fortælle godsejeren, hvad der er sket. Hvad vil han dog ikke tænke! Her får jeg chancen for at komme ud på havet igen og lugte saltvand! Og så fortæller du, at den forbandede Sorte Hund er en gemen sørøver, som jeg bare lader slippe… Men det er umuligt for mig at fange ham, når jeg hopper rundt på et ben.

Jim, du må hjælpe mig. Du må retfærdiggøre mig hos godsejeren… Og regningen, den satans hund. Tre omgange rom! Fanden flække mine master! Sikken en gammel sælhund jeg er blevet.

Jeg skal nok gøre dig til en rigtig sømand, Jim. Men pligten kalder frem for alt, ikke sandt skipper? Stik mig mit topsejl og så navigerer du os hen til kaptajnen og godsejeren. Der vil jeg afgive rapport.

Tekst 3 – Ben Gun

Nåde! Jeg er stakkels Ben Gun. Skyd mig ikke. Jeg har ikke talt med et kristent menneske i tre år.

(Jim: Tre år! Er I skibbruden?)

Nej, kammerat – jeg er blevet sat i land alene her på øen. Ja, det er en ret almindelig straf blandt sørøvere. Manden  får en håndfuld ammunition og en skyder og bliver sat i land pokker i vold fra Gud og mennesker. Jeg har levet af geder lige siden… Ja og af bær og østers. Men jeg kan love dig, kammerat. Jeg er syg i hjertet efter at smage kristent mad igen! Du skulle vel ikke have et lille stykke ost på dig, hva’? Bare et lille stykke? Jeg savner ost – Jeg MÅ have ost!

Rolleliste (udpluk):

Jim Hawkins

Forestillingens hovedrolle, der trod sin unge alder, drager ud på en farefuld skattejagt!

Synger bl.a. “Hispaniola”

Mrs. Hawkins

Jim Hawkins mor, der i sin rolle nok er mest kendt for at synge “Fuld af nattens stjerner”.

Kaptajn Bill

Den mystiske kaptajn der indlogerer sig på familien Hawkins kro, “Admiral Benbow”. Kaptajnen gemmer på en hemmelighed – han har kortet over Skatteøen, hvor verdens største sørøverskat ligger gemt! 

Synger bl.a “Sørøversangen” og “Det sorte tegn”

Silver

Forestillingens skurk! Charmerende og nem at holde af – men det er bare en facade. Silver er en hardcore pirat der kun er ude på én ting: at stjæle skatten til sig selv!

Synger bl.a. “Sørøversangen”

Doktor Livesey

Doktor Livesey er både læge og dommer. Doktoren er ligeledes gode venner med Godsejer Trelawney, og er god til at holde på de klassiske engelske dyder, hvilket bl.a. kan ses på den hvide paryk, som bæres selv i i farlige kampe mod pirater på Skatteøen. 

Doktoren synger bl.a. “De engelske dyder”

Godsejer Trelawney

Godsejer Trelawney er fyldt med god energi, bombastisk og er klar på at finansiere rejsen ud mod Skatteøen.

Synger bl.a. “De engelske dyder” 

Israel Hands, Merry, Morgan mfl.

Silvers piratvenner der sammen med Silver planlægger at stjæle skatten fra doktoren og godsejeren så snart de har fundet den.

Synger bl.a. med på “Den flyvende Hollænder” og “Blod og guld”

Ben Gun

Eneboeren på Skatteøen, der tidligere har sejlet med den frygtede pirat Kaptajn Flint. I de år han har været fanget på øen, har han fundet skatten, men mest af alt savnet OST!

Sygner “Ostesangen”

 

Spilleperiode

Fredag d. 18 februar 

Lørdag d. 19 februar

Søndag d. 20 februar

Trisdag d. 22 februar 

Onsdag d. 23 februar

Torsdag d. 24 februar

Fredag d. 25 februar

Lørdag d. 26 februar

Vi Glæder os til at se dig.

Audition finder sted på
1748 lok. 052, Buchwaldsgade 48,
5000 Odense c

Skulle du ikke have modtaget en mail med tidspunkt og adresse bedes du kontakte Hjalte Groth Holm
på nedenstående mail

hjaldeholm@gmail.com

Tilmelding

Registrations are closed for this event